Norden

Danske ekspertudvalg med fokus på belønning af forskningskvalitet og sikring af bred meritering

Som direkte udløber af den danske regerings Forsknings- og Innovationspolitiske Strategi pågår der aktuelt arbejde i to væsentlige danske ekspertudvalg. Det første udvalg skal bidrage til udformningen af en ny model for fordeling af basismidler, der i højere grad end den nuværende skal belønne kvalitet. Det andet udvalg skal komme med forslag til hvordan der kan udformes en mere dækkende meriteringspraksis, der fremmer flere facetter af forskningskvalitet og understøtter forskningens gavn i samfundet.

Kaare Aagaard, seniorforsker, Aarhus Universitet/NIFU

Det er oplagt, at disse to målsætninger er tæt forbundne, og at de to udvalgsarbejder derfor bør ses i sammenhæng. Denne arti­kels forfatter, der sidder i det såkaldte me­riteringsudvalg, kommer her med nogle overvejelser omkring sammenhængen mel­lem de to udvalg.

Den danske regering fremlagde i de­cember 2017 en strategi, der opstiller to overordnede mål for den fremtidige forsk­nings- og innovationspolitik: Dansk forsk­ning skal være af højeste internationale kvalitet og forskningen skal gøre mest mu­lig gavn i samfundet. Med strategien satte regeringen ind med en vifte af initiativer, hvoraf to skulle tage deres afsæt i anbefa­linger fra ekspertudvalg.

Ny model for fordeling af basismidler
Som nævnt indledningsvist skal det første af disse udvalg komme med indspil til ud­arbejdelsen af en ny model for fordeling af basismidler. Udgangspunktet er en opfat­telse af, at parametrene i den nuværende model hovedsagligt belønner kvantiteten af aktiviteterne, f.eks. hvor mange der ud­dannes og hvor meget der publiceres, frem for kvaliteten af den forskning, der udføres.

Kritikken retter sig ikke mindst mod forsk­ningsdelen i det nuværende danske system, den såkaldte BFI-model, der er kraftigt in­spireret af den norske publicerings-indika­tor.

Regeringen ønsker derfor at etablere en ny model, som mere tydeligt understøt­ter kvalitet i forskningen. Intentionen er, at en mindre andel af basismidlerne fremover skal fordeles på baggrund af et performance­baseret element, der giver universiteterne et klart kvalitets-incitament. Dette skal ifølge opdraget fremme forskning af høj origina­litet og understøtte excellence på alle ni­veauer og inden for alle forskningsfelter.

Dansk forskning skal være af højeste internationale kvalitet og forskningen skal gøre mest mulig gavn i samfundet (den danske regerings Forsknings- og Innovationspolitiske Strategi ).

Nye meriteringsstrukturer
Parallelt hermed er der nedsat et andet ud­valg, der skal se på, hvordan der kan eta­bleres meriteringsstrukturer, som i højere grad fremmer kvalitet på tværs af universi­teternes mange opgaver.

Udgangspunktet er her en bekymring for at fokus på en en­kel målbar parameter kan give incitament til at underprioritere en væsentlig del af den brede værdiskabelse, der knytter sig til forskningen.

Regeringen ønsker derfor, at merite­ringssystemet skal skabe incitament til at prioritere flere aspekter af forsknings­kvalitet og herunder også at undervisning, videndeling, myndighedsbetjening, samar­bejde, specialisering samt formidling af forskningen til samfundet i højere grad meriteres.

Udvalget skal med dette ud­gangspunkt afdække den nuværende praksis og komme med forslag til, hvor­dan der kan etableres en mere tydelig og dækkende meritering.

Hvordan hænger de to udvalgs opgaver sammen?
Uden at foregribe konklusionerne på de to udvalgs pågående arbejde vil jeg her kom­me med nogle mere generelle betragtninger om de to opgaver – og herunder fremhæve nogle af de mulige spændinger eller syner­gier, der kan være imellem dem.

For at forstå disse sammenhænge er det imidlertid nødvendigt at se på den bre­dere ramme om nedsættelsen af udvalgene; nemlig regeringens samlede strategi og de diskussioner, den udspringer af: I strategi­en kan der observeres en vis tvetydighed, som dog langtfra er unik for Danmark. Snarere kan spændingen, som den repræ­senterer, ses som et gennemgående træk i de seneste års centrale policy-diskurser på både nationalt og internationalt niveau.

Skarpt skåret til kan tvetydigheden for­muleres som en kamp mellem forskellige kvalitetsopfattelser.

På den ene side har vi en relativt snæ­ver (og aktuelt dominerende) excellence­forståelse, der langt hen af vejen sætter lighedstegn mellem excellence i bibliome­triske termer og forskningsmæssig kvali­tet. Her forstås excellence med andre ord primært som et internt videnskabeligt fæ­nomen, der kan opgøres i citationer, Jour­nal Impact Factor scores etc.

På den anden side har vi det, der kan betegnes som en fremvoksende og bredere kvalitetsopfattelse, som i mindre grad er output- og indikator-orienteret, men som i stedet i højere grad fokuserer på forsk­ningspraksis. Kvalitet forstås her blandt andet i forhold til parametre som transpa-rens, interaktion, ’open data’, ’open access’, præregistrering, forskningsetik og forsk­ningsintegritet og handler ikke bare om akademisk kvalitet i form af publikationer, men i mindst lige så høj grad om kvalitet i forhold til processer. Dermed kommer forskningens indvævning og betydning i et bredere samfundsmæssigt perspektiv til at stå centralt.

Denne forståelse vokser ikke mindst ud af stærke internationale bevægelser med fokus på ’Responsible Research and Inno­vation’ og ’Responsible Metrics’, som ak­tuelt kan genfindes i både EU-dagsordner og i nationale initiativer som eksempel­vis det hollandske ’Science in Transition’ netværk.

Modsætninger eller hinandens forudsæt­ninger?
En oplagt indvending vil være, at disse kvalitetsforståelser ikke bør ses som mod­sætninger, men snarere som hinandens forudsætninger.

Høj akademisk kvalitet må ifølge denne opfattelse nødvendigvis være forudsætningen for, at forskningen kan gøre gavn i sam­fundet.

Kernen i ovenstående inter­nationale bevægelser (samt i mange cen­trale bidrag til de aktuelle diskussioner) er imidlertid en opfattelse af, at den snævre, indikator-orienterede excellence-forståelse, der mange steder dominerer, i praksis kan være i konflikt med den bredere kvalitets­forståelse. Det vil sige, at den måde vi aktu­elt vurderer og belønner forskning på risi­kerer at skabe incitamenter, der snarere hæmmer end støtter ønsket om at forsknin­gen producerer pålidelige og relevante resultater, der på kortere eller længere sigt får positiv samfundsmæssig betydning.

Et centralt spørgsmål er derfor, hvordan man i de to udvalg, og ikke mindst i den efterfølgende politiske proces, vil forsøge at balancere eller forene disse underliggende kvalitetsopfattelser – og herunder forsøge at sikre at de to forløb vil blive udmøntet i praktisk politik med en samlet overordnet retning. Hvis ikke det sker, og de to proces­ser således ender med at pege i hver sin ret­ning, er der meget der tilsiger, at den snævre excellenceopfattelse vil forblive domineren­de.

Kvantificerbare parametre og økonomis­ke incitamenter i en performancebaseret model vil med stor sandsynlighed trumfe blødere meriterings-anbefalinger og mere kvalitative kvalitetsparametre. Dette gælder ikke mindst fordi den dominerende excellence­opfattelse i praksis også interagerer med og forstærkes af rodfæstede dynamikker i såvel det videnskabelige som det forskningspoli­tiske system. Hvis de to politiske beslut­ningsprocesser derimod kommer til at spille sammen og begge pege i retning af den bre­dere og mere proces-orienterede kvalitets­forståelse, vil de til gengæld kunne sende et stærkt signal og bidrage til reelle forandringer.

Kommentaren er udtryk for forfatterens personlige overvejelser og repræsenterer ikke udvalgets samlede holdning.

Hovedbilde: København Universitet (Foto Borisb17)