Imens vi venter på en dansk forskningspolitik, er der anderledes travlt i de uddannelsespolitiske gange i Danmark, hvor den ene reform afløser den anden i disse år.
- Lise Degn, Lektor, Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet
- Katja Brøgger, Lektor, DPU, Aarhus Universitet
- Søren Smedegaard Bengtsen, DPU, Aarhus Universitet
Forskningen er forsvundet
Forskningspolitik har næppe på noget tidspunkt været lavere på den danske politiske dagsorden. Som tidligere nævnt i Forskningspolitikk (Degn 2023), er forskning fuldstændig forsvundet fra det nuværende regeringsgrundlag, og med undtagelse af sporadiske udmeldinger omkring bl.a. rumforskningens betydning for fremtiden og den nylige uddeling af en rekordstor forskningsreserve[1], så er der en bemærkelsesværdig mangel på visioner omkring forskning i Danmark.
Selvom dele af forskningsverdenen nok vil være ganske tilfredse med denne tendens, så er der også opfordringer fra andre dele af forskningsverdenen om en mere tydelig forskningspolitisk strategi fra regeringens side (DUA 2023), da bekymringen ellers er at forskningspolitikken ellers bestemmes af stærke økonomiske interesser og at der primært styres efter kortsigtede problemer og prioriteter.
Men på trods af dette ser det ikke ud som om, at der er nogen betydelig politisk interesse i forskning som sådan, kun i det omfang, at forskningen indgår i udenrigs- og sikkerhedspolitiske analyser og tiltag, der fortrinsvist retter sig mod forholdet til Kina og Rusland. Fokus har derimod rykket sig mod den anden store kerneopgave for universiteterne, nemlig uddannelse.
Fokus på uddannelsespolitik
For mens forskningspolitikken falder længere og længere ned på dagsordenen, så klatrer uddannelsespolitikken længere og længere op – selvom de to ting jo grundlæggende er uløseligt forbundne. I det seneste årti er det videregående uddannelsessystem i Danmark blevet udsat for den ene reform efter den anden, og det er særligt de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser, som har måttet holde for.
Særligt siden Bologna-processens igangsættelse har en lang række reformer forsøgt at styrke universitetskandidaters ansættelsesparathed, eller employability som det kaldes.
Det seneste skud på stammen kan dermed ses som blot endnu variant af samme idé; at universiteternes uddannelser skal kobles endnu tættere til arbejdsmarkedets behov, og at dette skal ske ved hjælp af central styring, snarere end lokale tilpasninger.
Så mens vi venter på forskningspolitikken, kan vi jo passende se nærmere på en række af de danske uddannelsesreformer, og ikke mindst den nyeste reform af kandidatuddannelserne, som lurer i horisonten[2].
Uddannelsespolitik i Danmark
Uddannelsespolitik i Danmark hænger i nøje -og måske i stigende grad sammen med andre politikområder, som fx integrationspolitik og arbejdsmarkedspolitik. Dette betyder, at reformerne på uddannelsesområdet ofte skal løse problemer andre steder i samfundet end på universiteterne selv, som det fx var tilfældet med dimensioneringsreformen fra 2015.
Denne reform sigtede mod at regulere antallet af studiepladser på bestemte uddannelser med høj(ere) kandidatarbejdsløshed, for at løse problemet med mangel på kvalificeret arbejdskraft på arbejdsmarkedet.
Antagelsen bag reformen var, at de studerende ville søge mod ledige studiepladser på naturvidenskab og sundhedsvidenskab, når antallet af pladser på humaniora og samfundsvidenskab blev begrænset.
Efter en del forhandlinger mellem universiteter og ministerium, endte aftalen med at betyde, at universiteterne lukkede ca. 2400 studiepladser på kandidatuddannelserne og tillige skulle gennemføre en modsvarende reduktion i bacheloroptaget på godt 3.500 pladser [3]
Internationale studerende
På samme måde kan man forstå den efterfølgende reform af optaget af internationale studerende som et svar på et problem udenfor uddannelserne selv. I 2018 meldte den daværende regering ud, at det var blevet besluttet at reducere optaget af internationale studerende på de danske universiteter. Denne beslutning betød, at ca. 1.200 studiepladser på de danske universiteters engelsksprogede bachelor- og kandidatuddannelser skulle skæres væk.
Den politiske begrundelse for beslutningen satte fokus på socioøkonomiske hensyn og manglende fordele ved høj andel af internationale studerende. Reformen kan dog også ses som led i en nationalprotektionistisk strategi indlejret i den nationaliserings-diskurs som blev fremherskende i årene efter 2015, hvor store strømme af migranter vandrede gennem Europa.
Uddannelsesforskere har peget på, at netop disse mere protektionistiske tiltag, sammen med andre uddannelsesreformer fra samme periode, kan ses som et udtryk for en re-nationalisering af uddannelsespolitikken (Brøgger 2023), og dermed som et initiativ der gør uddannelsespolitik til et instrument for integrations- og immigrationspolitikken.
Udflytningsreformen
En sådan instrumentalisering af uddannelsespolitikken ses også i ”udflytningsreformen” som blev præsenteret i 2020, som et bud på en meget vidtgående decentralisering af de videregående uddannelser i Danmark.
Her blev uddannelsespolitikken til et virkemiddel for regionalisering og en styrkelse af ”Udkantsdanmark”; 7500 studiepladser skulle etableres uden for de større byer, bl.a. ved at genåbne uddannelser, som tidligere var blevet centraliseret, og ved at flytte studiepladser fra universiteterne – og i nogen grad fra professionshøjskolerne – til områder længere væk fra de store byer.
Reformen blev præsenteret som en frivillig øvelse, men med en voldsom sanktion: universiteterne skulle enten flytte 10 procent af deres studiepladser uden for de større byer eller skære de 10 procent væk. Reformen blev præsenteret kort før kommunal- og regionsvalget i 2021, og det blev også af mange anset for at være en del af et forsøg på at vinde vælgernes gunst i «Udkantsdanmark».
Kandidatreformen
Del 2 af denne artikel ser på kandidatreformen. Kandidatreformen sigter mod en grundlæggende omlægning af kandidatuddannelserne ved at indføre en ny etårig kandidatuddannelse og en kandidatuddannelse for arbejdende mennesker (en fireårig deltidsuddannelse tilrettelagt for personer i arbejde). Se https://fpol.no/Uddannelsesreformerne2
Referencer:
Brøgger, K., Degn, L., & Bengtsen, S. S. (2023). Danish University Governance and Reforms Since the Millennium:: The Self-Governing University Between State and Institutions, the National and the Global. Scandinavian Journal of Public Administration, 27(1), 9-28.
Brøgger, K. (2023). Post-Cold war governance arrangements in Europe: the University between European integration and rising nationalisms. Globalisation, Societies and Education, 21(2), 278-292.
Degn, L. (2023). Rod i forfatterskabet. Forskningspolitikk, Nr 1 2023.
Det Unge Akademi (DUA) (2023). Unge forskere: Regeringens forskningsstrategi er som et afsnit af skærmtrolden Hugo. Altinget 27. september 2023: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/unge-forskere-regeringens-forskningsstrategi-er-som-et-afsnit-af-skaermtrolden-hugo
Fotnoter
[1] I Danmark uddeles forskningsreserven som en del af finansloven, dvs. at det er forskningsmidler, som uddeles blandt andet til de offentlige forskningsfonde, udviklingsprogrammer og strategiske puljer.
[2] Den følgende gennemgang er mere grundigt analyseret og fremstillet i Brøgger et al. (2023).
[3] Opsamling: Model for øget brug af dimensionering efter justeringer (pdf) https://bit.ly/3t2jJqw
Foto: jacob lund
