Norden

Stærk koncentration af danske konkurrenceudsatte forskningsmidler

Konkurrenceudsatte midler spiller en stadig stigende rolle og er i dag blandt de faktorer, der mest direkte påvirker dansk forsknings omfang, kvalitet og retning. Et centralt forskningspolitisk spørgsmål er derfor, hvordan forskningsmidlerne mest hensigtsmæssigt fordeles – og herunder om vi med fordel kan ændre på balancen mellem koncentration og spredning på individ- og emneniveau?

Kaare Aagaard, seniorforsker, Aarhus Universitet

En ny undersøgelse, som denne artikels forfatter i samarbejde med kollegaer netop har afsluttet på vegne af Tænketanken DEA, dokumenterer en markant koncen­tration af forskningsmidler på forholdsvis få hoveder.

Undersøgelsen, der er den første af sin slags i en dansk kontekst, baserer sig på de samlede fordelinger af konkurrenceudsatte forskningsmidler fra en bred kreds af offent­lige og private forskningsfinansierende orga­ner over en 13-årig periode fra 2004 til 2016.

Analysen viser blandt andet, at de 20 procent mest succesfulde bevillingsmodta­gere tegner sig for ca. 75 procent af den samlede uddelte bevillingssum.

Hvis vi hertil medregner de forskere, som ikke har modtaget en bevilling i den undersøgte perio­de, så tegner de mest succesfulde 20 procent af den samlede forskerbestand sig i stedet for knap 90 procent af de konkurrenceud­satte midler. Dette er endda baseret på et ret konservativt estimat af forskerbestan­dens størrelse, men det bør dog fortolkes med det forbehold, at den etablerede data­base ikke fuldt ud dækker alle konkurren­ceudsatte midler i det danske system.

Figur 1

Et tilsvarende billede ses, hvis vi i ste­det rangerer bevillingsmodtagerne i grupper baseret på deres samlede sum af konkurrenceudsatte midler.

Som figur 2 viser, har top 100 målt på bevillingssucces en gennemsnitlig samlet bevillingssum per person på lige over 90 millioner danske kroner. Gruppen fra 101 til 500 har en gennemsnitlig sum per person lige under 30 millioner, mens gruppen fra 501 til 2000 placerer sig lige under de 10 millioner.

Figur 2På den anden side af disse første 2000 bevillingsmodtagere er beløbene per per­son ganske begrænsede.
Det ses ligeledes her, at kvinder kun udgør henholdsvis 16 og 15 procent i de to første grupper og at kvindeandelen heref­ter stiger i de følgende grupper i takt med at den gennemsnitlige samlede bevillings­sum falder. Koncentrationen har således også en kønsmæssig slagside.

I fortolkningen af disse mønstre er det imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at opgørelserne kun er baseret på bevillings­modtageren. Det er imidlertid åbenlyst, at de fleste større bevillinger ikke blot går til bevillingsmodtageren selv, men bidrager til at finansiere en bredere kreds af forskere på forskellige karriereniveauer. Mange af personerne i den lange hale af forskere med små, få eller ingen bevillinger nyder med andre ord godt af de større bevillinger.

Når det alligevel er interessant at se på denne type fordelinger på individniveau skyldes det, at koncentrationen af bevillin­ger på en forholdsvis lille del af den sam­lede forskerpopulation også siger noget om koncentration af midler på udvalgte emneområder og omkring bestemte net­værk med fokus på særlige emner, særlige metoder og særlige paradigmer.

Hvad siger litteraturen?

Det er dog ikke i sig selv overraskende, at vi finder denne type fordelinger af konkur­renceudsatte midler i det danske system. En række internationale studier viser til­svarende tendenser.

Spørgsmålet er imidler­tid stadig, om så høje grader af koncentra­tion er velbegrundede ud fra hensyn til forskningen selv: Får vi flere nybrud, højere kvalitet eller større samfundsmæssig gen­nemslagskraft på den måde? Det er bestemt ikke givet!

At der tilsyneladende er fællestræk på tværs af lande, betyder nemlig ikke nød­vendigvis, at de observerede fordelinger er optimale. Det kan lige så vel være udtryk for, at der på tværs af lande er sammenlig­nelige mekanismer, der fører til uhensigts­mæssigt høje grader af koncentration.

En gennemgang af den internationale littera­tur indikerer, at det sidste nok snarere end det første er tilfældet, og at der således er stærke grunde til både at monitorere og diskutere tendenserne til koncentration.

Selvom litteraturen er fragmenteret og resultaterne ikke kan karakteriseres som helt entydige er argumenterne for at undgå høje grader af koncentration ganske over­bevisende.

Dels vises det empirisk i en række stu­dier, at der gennemsnitligt set observeres et faldende marginalt afkast af hver krone investeret i forskning, når investerings­niveauerne per person/gruppe når over en vis grænse. Denne grænse varierer på tværs af disciplinære og nationale grænser, men den er generelt ikke specielt høj.

Dels argumenteres der også stærkt for, at finansieringssystemer, der understøtter diversitet snarere end koncentration, skaber de bedste betingelser for nybrud og origi­nalitet – samtidig med at sådanne fordelin­ger skaber et mere dynamisk og tilpas­ningsdygtigt forskningssystem.

Men som litteraturen dog også under­streger, består en sund forskningsøkologi både af store og små grupper, ligesom det fremhæves, at der synes at være en nedre grænse, hvor graden af spredningen af midler kan blive så stor, at den bliver ineffektiv og hæmmende for den forskningsmæssige ud­vikling. Det handler altså om balancer!

Mekanismer og mulige løsninger

Ovenstående analyser og diskussioner af fordelinger rejser alligevel mindst to cen­trale og tæt sammenknyttede forsknings­politiske spørgsmål: For det første, hvilke direkte og indirekte mekanismer fører til uhensigtsmæssig koncentration af midler? Og for det andet, hvordan kan disse tenden­ser modvirkes, så der sikres bedre balancer i systemerne som helhed?

En god forståelse af det første spørgsmål er en forudsætning for at komme med gode svar på det andet.

Tendensen til koncentration af midler kan dels anskues som et resultat af be­vidste forskningspolitiske valg: Større be­villinger, stærkere excellence-orientering samt hensyn til international konkurrence­dygtighed er alle eksempler på tiltag, der fremmer koncentration.

Men sådanne bevidste tiltag forstær­kes samtidig af en række andre, mindre åbenlyse forhold.

Dels ved vi, at forsk­ningssystemet i sig selv er præget af så­kaldte Matthæus effekter, hvor allerede etablerede forskere på grund af deres syn­lighed og CV’er nyder fordele i konkur­rencen om prestige, midler, stillinger osv.

Dels tyder meget på, at manglende over­blik og koordinering indenfor og på tværs af bevilligende organer også resulterer i højere grader af koncentration end hen­sigtsmæssigt. Tilsammen kan dette betyde at den reelle koncentration bliver højere end intenderet af beslutningstagerne.

Hvis denne diagnose af årsager er rig­tig, peger det os i retning af bud på mulige løsninger.

For det første er der behov for bedre oversigtsskabende mekanismer, så forde­linger af midler i højere grad anskues ud fra et portefølje perspektiv end ud fra vur­deringer af enkelte ansøgninger i isolation.

For det andet er der også behov for at eksperimentere med nye finansierings­mekanismer, der søger at modvirke den bias mod koncentration, der knytter sig til store dele af det nuværende fordelingssystem.

Blandt nogle af de mere radikale for-slag peges der her eksempelvis på brug af en modificeret lodtrækningsmodel blandt bevillingsansøgere, der klarer sig igennem en første kvalitetsscreening. Ovenstående er blot nogle få blandt mange muligheder med sigte på at fremme risikovillighed og diversitet. Det er ikke åbenlyst, hvad der vil virke bedst, men det er til gengæld ty­deligt, at der er et akut behov for at tage hul på diskussionerne!

Kilde: Koncentration eller spredning? Fordeling af konkurrenceudsatte forsk­ningsmidler på tværs af danske bevillings­organer. Rapport udarbejdet af Kaare Aagaard, Jesper W. Schneider og Jens Peter Andersen, Dansk Center for Forsknings­analyse, Aarhus Universitet, på opdrag fra Tænketanken DEA.

Hovedbilde: Onypix/Getty Images.