Universiteterne har været under forandring gennem de seneste tyve år. Et centralt diskussionspunkt har i den sammenhæng været om forandringerne har ført til øget homogenisering indenfor universitetssektorerne eller om der snarere ses tegn på øget differentiering. Ved at analysere ændringer i medarbejdersammensætningen over tid vises det i en dansk kontekst, at svaret faktisk er både-og. På universiteternes teknisk-administrative side er der sket en betydelig homogenisering, mens vi på den akademiske side kan observere en øget differentiering mellem henholdsvis de forskningstunge og de undervisningstunge institutioner.
Av Andreas Kjær Stage og Kaare Aagaard, Aarhus Universitet
International konvergens – men med variationer
Siden årtusindeskiftet har universiteter på tværs af lande ændret sig markant i deres medarbejdersammensætning.
På den teknisk-administrative side er der generelt kommet færre teknisk- og kontoruddannede medarbejdere og flere højtuddannede administratorer og ledere. De sidste besætter positioner i et stadig mere forgrenet hierarki med flere specialfunktioner og ledelseslag.
Parallelt hermed har der på den akademiske side været en markant vækst af unge forskere i tidsbegrænsede stillinger, mens andelen af især fastansatte lektorer er blevet markant mindre.
Men selv om disse træk synes at kunne observeres generelt på tværs af lande er der også variationer. I et komparativt perspektiv skiller Danmarks udvikling gennem de seneste to årtier sig særligt ud. Den danske universitetssektor har dels oplevet mere vidtgående politiske reformer og dels gennemgået større interne forandringer end andre lande – herunder eksempelvis Norge.
Hovedtræk i den danske udvikling
Hovedtrækkene i den danske universitetssektors udvikling fremgår af figur 1.
Figur 1 Personalesammensætning på tværs af de nuværende danske universiteter, 1999-2017. «Vækst rate» er angivet i procent og «Ændring i andel af alle» er angivet i procent point.
I overensstemmelse med den generelle internationale udvikling har personaletilvæksten i Danmark således især slået igennem i forhold til de tidsbegrænsede videnskabelige stillinger og i forhold til den del af de administrative stillinger, der kræver en lang videregående uddannelse.
Førstnævnte gruppe dækker især assistenter, Ph.d.-studerende og postdocs, som samlet set har gjort den videnskabelige arbejdsstyrke mere prekær, men også mere fleksibel.
Den anden gruppe dækker især fuldmægtige, special- og chefkonsulenter, diverse ledere, chefer og direktører, der varetager en række nye opgaver med sigte på at gøre universiteterne mere professionelle, transparente og strategiske.
De teknisk- og kontoruddannede faggrupper, der tidligere løftede langt de fleste nære supportfunktioner, er til gengæld relativt set blevet gevaldigt reduceret.
Konvergens og differentiering på tværs af universiteter
Det er karakteristisk for de danske universiteter, at deres opgaveportefølje er ganske forskellig, hvilket deres finansieringsgrundlag tydeligt afspejler. Figur 2 forsimpler denne variation på et kontinuum fra undervisningstunge til forskningstunge universiteter, hvor Copenhagen Business School (CBS), Aarhus Universitet (AU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) eksemplificerer forskellene.
På tværs af denne skelnen kan der observeres nogle interessante udviklingstræk, der på samme tid afspejler såvel konvergens som differentiering.
Figur 2 Danske universiteter på et kontinuum fra undervisnings- til forskningstunge i forhold til deres indtægtskilders relative størrelse, 2017.
Konvergensen finder vi på universiteternes administrative side, hvor udviklingen på tværs af de ganske forskellige institutioner er påfaldende ens. Uanset om der er tale om undervisnings- eller forskningstunge universiteter har udviklingen ganske entydigt bevæget sig i retning af en langt mere specialiseret og højtuddannet administrativ arbejdsstyrke, der varetager en række nye opgaver og betjener en række nye ledelsesfunktioner.
Differentieringen finder vi til gengæld på universiteternes videnskabelige side, hvor forskellene mellem de forsknings- og undervisningstunge er øget markant over tid. Der er ganske vist sket en kraftig forøgelse af midlertidigt ansatte forskere på alle universiteter, men hastigheden og omfanget hvormed det er sket, varierer betydeligt på tværs af sektoren.
Frem til omkring 2003 var ratioen mellem tidsbegrænsede og faste stillinger ens mellem de to typer universiteter. I de følgende 10 år udviklede en betydelig differentiering sig gradvist, hvor de forskningstunge universiteter hyrede langt flere forskere på tidsbegrænsede kontrakter. Denne forskel stabiliserede sig omkring 2012 og frem, således at der i dag synes at være en ny normaltilstand præget af betydelig differentiering.
Figur 3 Antallet af midlertidigt ansatte forskere per fastansat forsker ved henholdsvis de to mest forskningstunge (DTU og KU) og de to mest undervisningstunge (CBS og RUC) universiteter, 1999-2017.
Hvad forklarer udviklingstrækkene?
Hverken i Danmark eller i andre lande er der en simpel og entydig forklaring på de organisatoriske forandringer som universiteterne har undergået. Det er et komplekst samspil mellem faktorer på forskellige niveauer.
Der kan peges dels på et internationalt forandringspres i retning af særlige skabeloner for organisering, som især promoveres af EU og OECD; dels på nationale politiske reformer, der oversætter, svækker eller forstærker disse internationale impulser og kobler dem til andre nationale dagsordener; og dels på lokale institutionelle forhold, som også har påvirket omfanget af interne forandringer på hvert enkelt universitet.
I det stærkt reformerede danske universitetssystem er der dog særlig grund til at se nøje på betydningen af nogle af de store gennemførte reformer. Et nyligt studie sandsynliggør med adskillige dis-aggregerede analyser af personaleudviklingen at politiske reformer synes at have medført såvel konvergensen som differentieringen.
Særligt universitetsloven fra 2003, ændringerne i finansieringslandskabet, Ph.d.-reformen og fusionerne træder her frem som særligt betydningsfulde. Timingen og indholdet af disse reformer er meget tydeligt sammenfaldende med de observerede udviklingstræk.
Hver for sig og især tilsammen har reformerne påvirket medarbejdersammensætningen på de danske universiteter over tid. Disse reformer var især virksomme fra omkring 2006 til 2013, hvor også forandringerne i medarbejdersammensætningen gik hurtigst. På samme måde var perioden siden 2013 præget af lavere reform-intensitet og mindre interne forandringer.
Rækken af reformer i Danmark har – modsat lande som Tyskland – været relativt sammenhængende og generelt i tråd med det internationale forandringspres, hvilket sandsynligvis forklarer noget af deres høje gennemslagskraft på danske universiteters organisering.
Den ensartede udvikling på den administrative side af universiteterne – uanset type – over de seneste godt 15 år afspejler, at de har stået overfor en række relativt ens krav fra deres omverden i forhold til professionalisering og administrativ understøttelse af en række nye opgaver.
På den akademiske side har reformerne og bevillingstilvæksten til gengæld medført differentiering, da ændringerne i særlig grad kom de forskningstunge universiteter til gode. Afhængig af hvilken side af universitetet man fokuserer på, kan der således argumenteres for, at det danske universitetslandskab gennem den undersøgte periode både er blevet mere heterogent og mere homogent.
Foto: Rækken af universitets-reformer i Danmark har været relativt sammenhængende og generelt i tråd med det internationale forandringspres. Foto fra Copenhagen Business School (Bjarke MacCarthy CBS).
