Foto: Negro Elkha/ iStock/ Getty Images Plus
Danmark har i de senere år fået et stadig mere komplekst landskab for ekstern forskningsfinansiering. Offentlige forskningsråd og fonde, private fonde, europæiske programmer og andre aktører finansierer forskning gennem en lang række opslag og virkemidler.
Jesper W. Schneider, professor, Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet | Jens Peter Andersen, seniorforsker, Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet
Men hvor forskelligt er systemet egentlig, når man ser på de finansieringsformer, der anvendes? Og hvordan fordeler midlerne sig mellem forskningsområder, når man samtidig tager højde for, hvor mange forskere der er inden for de enkelte områder?
Det er udgangspunktet for rapporten Forskningslandskabet i Danmark, som Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet har udarbejdet for ti offentlige og private forskningsfinansierende fonde. Rapporten er netop udkommet1 og kombinerer to spor. Dels kortlægges finansieringskildernes aktuelle virkemidler og de bindinger, der følger med dem. Dels analyseres omkring 18 tusind bevillinger fra perioden 2018–2024 med en samlet bevillingssum på 80 mia. kr. Bevillingerne er koblet til en klassifikation af knap 29 tusind aktive forskere ved danske offentlige forskningsinstitutioner, foretaget ud fra deres emneprofiler, så man kan sammenholde pengestrømmene med hvordan forskningsområderne rent faktisk fordeler sig i størrelse.
Få bevillingsformater
Et af rapportens mest fremtrædende resultater er, at mangfoldigheden blandt bevillingsgiverne ikke nødvendigvis modsvares af en tilsvarende mangfoldighed i finansieringsformerne. I de åbne opslag (konkurransebaserte utlysninger av forskningsmidler, red.anm.) genfindes i vid udstrækning de samme grundlæggende formater med ensartede strukturelle bindinger. Forskellene mellem finansieringskilderne ligger ofte mere i hvilke områder de prioriterer, størrelsen på bevillingerne og kombinationen af virkemidler end i fundamentalt forskellige måder at finansiere forskning på. Særligt projektformatet dominerer. Projekter udgør 49 procent af alle bevillinger i datasættet og 38 procent af den samlede bevillingssum. Regnes forskningslederbevillinger med som projektlignende finansiering, udgør de to kategorier tilsammen 56 procent af bevillingerne og 53 procent af midlerne.
Dette har reelle konsekvenser for vidensproduktionen. FoU-projekter organiseres typisk omkring en projektansvarlig forsker (PI), en tidsafgrænset projektperiode og et forskerteam knyttet til en bestemt opgave. Selv tematisk åbne opslag indebærer derfor ensartede strukturelle bindinger om, hvordan forskning kan organiseres og dermed hvordan viden produceres. I rapporten skelnes mellem epistemiske bindinger (hvad der kan forskes i) og strukturelle bindinger (hvordan forskningen skal organiseres).
Et spørgeskema blandt mere end 3.100 forskere ved de danske forskningsinstitutioner peger i samme retning. Tre ud af fire angiver, at de eksisterende bevillingsformater i mindst moderat grad begrænser den måde, de ideelt set ville bedrive forskning på. Og 78 procent svarer, at deres forskningsinteresser ville ændre sig i et eller andet omfang, hvis de fik to års finansiering uden de sædvanlige bindinger. Resultaterne kan ikke i sig selv vise, hvordan finansieringssystemet former vidensproduktionen, men forskernes opfattelser understreger, at bevillings-formater ikke blot er neutrale beholdere for forskningsmidler.
Mange projekter – og få meget store satsninger
Et andet hovedresultat fra vores analyse af bevillinger er en tydelig todeling af porteføljen. På den ene side findes et stort antal små og mellemstore projektbevillinger. På den anden side findes der ganske få meget store strategiske satsninger. De strategiske satsninger udgør kun omkring én procent af antallet bevillinger, men 22 procent af den samlede bevillingssum. Ti meget store satsninger tegner sig alene for 10,3 mia. kr. Et forskningsfinansieringssystem som det danske kan altså se relativt bredt ud, hvis man tæller bevillinger, og langt mere koncentreret, hvis man ser på pengestrømmene. Sondringen har forskningspolitisk betydning, fordi store strategiske bevillinger typisk tildeles under andre betingelser end almindelige åbne opslag og kan få stor betydning for, hvordan institutioner og forskningsområder udvikler sig.
Fra kroner til finansieringsprofiler
De absolutte beløb fortæller imidlertid kun en del af historien. Forskningsområder va-rierer i størrelse og har vidt forskellige omkostningsstrukturer. Vi har derfor forsøgt at beskrive forskningsområdernes finansieringsprofiler ved at sammenholde antallet af forskere, antallet af bevillinger og bevillingernes størrelse. Figur 1 viser resultatet på disciplinniveau. På den vandrette akse ligger et indeks for bevillingsraten: hvor mange bevillinger der gives pr. forsker i en disciplin relativt til gennemsnittet for det pågældende hovedområde. På den lodrette akse ligger et indeks for bevillingernes gennemsnitlige størrelse, ligeledes normaliseret i forhold til hovedområdet. En værdi på 1 er altså hoved-områdets gennemsnit.
Kilde: Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet
Figuren kan læses som fire finansieringsprofiler: (a) mange og store bevillinger, (b) mange men små bevillinger, (c) få men store bevillinger samt (d) få og små bevillinger. De buede isolinjer viser den samlede finansiering pr. forsker (produktet af placeringen på de to akser giver F-indekset). To discipliner kan derfor have omtrent samme samlede finansieringsniveau, men nå dertil gennem helt forskellige kombinationer af bevillingshyppighed og bevillingsstørrelse.
Sociologi illustrerer pointen. Disciplinen har et bevillingsrateindeks på 1,82 og et størrelsesindeks på 0,91. Sociologiforskere modtager altså relativt mange bevillinger sammenlignet med samfundsvidenskab som helhed, men bevillingerne er i gennemsnit mindre. Produktet af de to indeks giver et samlet finansieringsindeks på 1,65. Sociologi ligger med andre ord over sit ho-vedområdes gennemsnit i samlet ekstern fi-nansiering pr. forsker, men gør det gennem mange relativt små bevillinger.
Pointen er ikke sociologi i sig selv, men at finansiering kan være sat sammen på meget forskellige måder, selv inden for samme hovedområde – der findes discipliner i alle fire kvadranter. En simpel rangordning efter samlet bevillingssum overser derfor en væsentlig del af strukturen.
Normaliseringen efter hovedområde betyder også noget for, hvad figuren viser. Figur 1 sammenligner discipliner med andre inden for det samme hovedområde. Den forsøger dermed at reducere betydningen af de store generelle omkostningsforskelle mellem fx naturvidenskab og humaniora. I rapporten er der en tilsvarende figur, hvor normalise-ringen er fjernet. Her bliver det tydeligt, at de mere omkostningstunge natur-, teknologi-og sundhedsvidenskabelige områder ligger højere i den samlede finansiering pr. forsker. Ingen af de to fremstillinger er i sig selv den ”rigtige”. De besvarer forskellige spørgsmål.
Et kort – ikke en facitliste
Rapporten skal derfor ikke læses som en opgørelse over, hvilke discipliner der får for meget eller for lidt. Rapportens forskerbestand er et mål for forskningsaktivitetens omfang og faglige fordeling, ikke for antallet af potentielle ansøgere til bestemte finansieringskilder. Områder har desuden forskellige omkostningsstrukturer, forskellige infrastrukturelle behov og forskellige finansieringstraditioner. Formålet er i stedet at gøre forskellene synlige. Kortlægningen viser et system, hvor mange finansierende aktører opererer med relativt ensartede grundformater, hvor projektlogikken står stærkt, og hvor en stor del af de samlede midler samtidig koncentreres i få store satsninger. Det til trods for, at områder i det hele taget har vidt forskellige måder at organisere deres vidensproduktion på. Rapporten viser også, at forskningsområder ikke blot varierer i, hvor meget ekstern finansiering de modtager, men også i, hvordan finansieringen er sammensat, og hvor afhængig den er af bestemte finansieringskilder og bevillingstyper.
Det er måske rapportens vigtigste forskningspolitiske pointe: Finansieringslandskabet bør ikke kun diskuteres i kroner og bevillingsprocenter. Finansieringsformer er også organiseringsformer. Hvis man ønsker et diversificeret forskningssystem, må man derfor interessere sig både for, hvad der finansieres, hvem der finansierer det, og hvilke former for forskning selve bevillingsinstrumenterne gør lettere eller vanskeligere.