I en tid, hvor samfundsmæssig impact spiller en afgørende rolle i forskningspolitik og -evaluering, har kunst og humanistisk forskning en særlig udfordring med at demonstrere impact, som ofte defineres i økonomiske termer. I The Impact and Value of Research in the Arts and Humanities1, et state of the art review, belyste vi ovenstående udfordring, samt hvordan man kan karakterisere den værdiskabelse, der finder sted indenfor kunst og humanistisk forskning.
Carter Bloch, centerleder og professor
Alan Irwin, professor
Evanthia Kalpazidou Schmidt, lektor
Anna Vigsø Pedersen, AC-fuldmægtig
Amalie Due Svendsen, videnskabelig assistent
alle fra Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Hvordan kan vi forstå værdien af kunst og humanistisk forskning? Dette var et af hovedspørgsmålene i en rapport, som Dansk Center for Forskningsanalyse for nyligt publicerede med støtte fra Augustinusfonden.
Studiet tog udgangspunkt i en omfattende litteraturgennemgang, som blev beriget med indsigter fra 29 semi-strukturerede interviews med centrale forskere og interessenter. Her præsenterer vi et uddrag af rapportens hovedkonklusioner.
Impact på dagsordenen
Impact har været et buzzword i de seneste års forskningspolitik, hvor man især har set et øget fokus på økonomisk impact, når man har vurderet forskningens samfundsmæssige betydning. Denne forståelse af impact-begrebet er blevet mødt med en del kritik fra humanistiske forskere, der oplever at deres forskning bliver undervurderet (og dermed underprioriteret), når den måles alene ud fra snævre økonomiske parametre.
Andre humanistiske forskere anlægger en mere pragmatisk tilgang og fremhæver potentialet i at udvide impact-begrebet, så det bedre reflekterer og fremmer den værdiskabelse, der finder sted inden for kunst og humaniora.
Snævre rammer for forskningsevaluering
Det snævre impact-begreb afspejles også i de dominerende praksisser inden for forskningsevaluering, hvor man ofte anvender målemetoder, der er vokset ud af STEM -disciplinerne. Kritikere pointere, at der eksisterer et institutionelt pres på humanistiske forskere for at kvantificere deres resultater ift. citationsbaserede metrikker og andre bibliometriske indikatorer.
Men sådanne mål tager ikke højde for den disciplinære kontekst; excellence i humaniora vurderes i langt højere grad i forhold til andre og mere kvalitative parametre såsom analytisk klarhed, intellektuel originalitet og teoretiske bidrag.
Der er derfor brug for bredere og kontekstsensitive tilgange til forskningsevaluering, hvis man ønsker at indfange den komplekse værdiskabelse, der finder sted inden for kunst og humaniora. En sådan tilgang vil både understøtte den intrinsiske værdi af den humanistiske forskning og de langsigtede effekter ift. kulturel forståelse, social sammenhængskraft og offentlig debat.
Mere end økonomisk impact
Men hvis det ikke er patenter, der genereres i den humanistiske forskning, hvad skabes der så? Helt overordnet kan man sige, at kunst og humanistisk forskning spiller en central rolle i at forme, udfordre og udvide vores forståelse af kulturelle værdier.
Forskningen sætter fokus på en lang række af spørgsmål, der knytter sig til det at være menneske. Svarene på disse spørgsmål skaber værdi på mange forskellige måder, alt afhængig af forskningens karakter og kontekst.
Litteraturen og vores interviewpersoner gav et nuanceret billede af den værdi, der skabes. Blandt andet fremgik det, at værdien af kunst og humanistisk forskning kan være intrinsisk, idet den har en æstetisk eller intellektuel værdi i sin egen ret.
Forskningen skaber også social værdi ved at fremme tolerance, social sammenhængskraft og offentlig debat, og kulturel værdi skabes igennem bevaring af kulturarv og kulturelle identiteter. Derudover kan forskningen have mere direkte økonomisk impact for eksempel igennem sine bidrag til den kreative sektor.
Mange veje til værdi
Værdiskabelse tænkes traditionelt som en lineær proces fra forskning til samfundsmæssig nytte, men det billede er langt fra dækkende, særligt ikke inden for kunst og humaniora hvor disse processer ofte er interdisciplinære, relationelle og langsigtede. F.eks. kan værdi ofte opstå som resultat af den samlede vidensopbygning inden for et forskningsfelt frem for af et enkelt målrettet forskningsprojekt.
Det kan også være vanskeligt at forudsige værdien af specifikke forskningsprojekter, fordi uventede effekter kan opstå. En interviewperson fremhævede et citizen science-projekt, hvor udviklingen af en app til amatørarkæologer uventet viste sig at have terapeutisk potentiale for veteraner med PTSD.
Således kan værdi også være et resultat af interaktion, samskabelse og offentligt engagement – det som i litteraturen kaldes ”produktive interaktioner”. Her opstår værdiskabelsen i mødet mellem forskere og samfundsaktører, hvor viden ikke blot formidles, men udvikles i fællesskab.
Bevillingssystemer med blik for mangfoldig værdiskabelse
De indsigter, som fremgår af litteraturstudiet, rummer et stort potentiale for udviklingen af mere inkluderende og kontekstsensitive bevillingssystemer, der i højere grad anerkender forskelligartede former for værdiskabelse på tværs af discipliner.
Bevillingsgivere kan spille en aktiv rolle i at fremhæve og styrke de mangeartede bidrag, som kunst og humaniora yder til samfundet, hvis der skabes større bevidsthed om og anerkendelse af de forskellige veje fra forskning til impact.
Dette bør indbefatte nye tilgange til brugen og udviklingen af evalueringssystemer. F.eks. kan humanistiske forskere inddrages i udformningen af disse systemer, så de i højere grad afspejler feltets egne videnskabelige logikker og værdiforståelser.
Derudover kan bevillingsgivere understøtte forskernes evne til at kommunikere forskningens samfundsmæssige betydning – eksempelvis gennem formidling af såkaldte “impact stories” og ved at tilbyde træning i at artikulere forskningens værdi i bredere kulturelle, sociale og etiske termer.
Det humaniora leverer kan ikke reduceres til økonomisk effekt. Illustrasjon: Benjavisa