Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) ønsker at igangsætte en debat om den danske ph.d.-uddannelse. På trods af ph.d.-uddannelsens succes, så mener vi, at det er tid til en kritisk granskning af uddannelsens nuværende form.
LENE TANGGAARD, professor, Aalborg Universitet, medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd
Er dens form og indhold tidssvarende, hvor får de studerende job efterfølgende, bidrager de til iværksætteri, offentlig og privat innovation og leverer uddannelsen den forskningskvalitet og højde med plads til kreativitet og nytænkning, som den bør?
DFIR anslår, at der årligt investeres omkring 9 mia. kroner i ph.d.-uddannelserne i Danmark. Det omfatter de direkte omkostninger til de ph.d.-studerendes løn og de indirekte omkostninger til faciliteter, administration og lignende.
Ph.d.-uddannelserne finansieres gennem universiteternes basisbevilling og hjemtaget af offentlige og private eksterne forskningsmidler. Ph.d.-forløb udgør en afgørende drivkraft i den danske forskningsog innovationsmotor.
Ph.d.-uddannelsen er samtidig en god investering for den enkelte og for samfundet (Kraka 2023). I Uddannelses- og Forskningsministeriets seneste evaluering fra 2017 konkluderedes det, at ph.d.-uddannelsen er af høj international kvalitet og at den forbereder dimittendernes evne til at skabe og anvende forskning og innovation.
Privat og offentligt ansatte med en ph.d.-uddannelse er mere tilbøjelige til at anvende forskning i deres arbejde og har, både i Danmark og på tværs af OECD-landene, den højeste beskæftigelsesgrad blandt alle med en videregående uddannelse (UFM 2017).
Behov for en opdatering?
På trods af denne succes vurderer DFIR at der kan være behov for en debat om justeringer af den danske ph.d.-uddannelse. Rådet vil i sin analyse arbejde med tre spørgsmål. Det første handler om, hvorvidt ph.d.-uddannelsen er for ensidigt fokuseret på en karriere på universiteterne – og der dermed om man kan styrke uddannelsen med øje for aftagerne uden for universiteterne.
Dansk Industri har vist, at knap 15 pct. med en ph.d.-grad er ansat ved universiteterne 10 år efter endt ph.d.-uddannelse, hvoraf en ukendt andel sidder i teknisk-administrative stillinger (DI 2025).
I DI’s analyse fremhæves det endvidere, at knap 23 pct. af de ph.d.-uddannede er ansat i den private sektor året efter endt ph.d.-uddannelse, men også at flere ph.d.-dimittender søger mod den private sektor over tid.
Disse tal indikerer et uudnyttet potentiale for at ansætte flere ph.d.-dimittender i den private sektor tidligere, end det er tilfældet i dag. En del af forklaringen kan være, at de stigende offentlige og især private eksterne forskningsmidler har øget antallet af postdoc-ansættelser, samtidig med at vejen til en fastansættelse på universiteterne er blevet forlænget. Den måde, forskningssystemet er skruet sammen på, forlænger med andre ord ph.d.-ernes ansættelse på universiteterne, men med ringe udsigt til en fastansættelse.
Selvom de færreste med en ph.d.- grad får varig ansættelse som forsker ved et universitet, tyder meget på, at både de ph.d.-studerende selv og deres kollegaer på universiteterne forventer, at ph.d.-ernes primære karrieremål er en fastansættelse som forsker på et universitet. Det påvirker ph.d.-uddannelsen og kulturen omkring den.
I den offentlige sektor er der også behov for øget anvendelse og mobilisering af forskning og udvikling til at fremme kloge, effektive og bæredygtige velfærdsydelser, navnlig i kommunerne, samt en højere grad af forskningsbaseret rådgivning af politiske beslutningstagere (DFIR 2024). Der er dermed et potentiale for, at ph.d.-uddannelsen også kan spille en tydeligere rolle i forhold til at styrke forsknings- og innovationskapaciteten i den offentlige sektor.
Spørgsmålet er, om vi som samfund forvalter vores menneskelige ressourcer med forskningskompetencer godt nok.
Det andet spørgsmål går i forlængelse heraf på, hvorvidt ph.d.-uddannelsen forbereder godt nok til offentlig og privat innovation og entreprenørskab? Danmark fik i 2024 en ny iværksætterstrategi, som ikke forholdt sig til potentialerne for iværksætteri under ph.d.-uddannelsen. Der kan imidlertid være et uforløst potentiale her, idet et ph.d.-forløb kan fungere som en ramme for at starte virksomhed og/eller udvikling af kompetencer inden for entreprenørskab og innovation.
Er der plads til nybrud, kreativitet og fejltrin?
Det tredje spørgsmål vedrører, om ph.d.-uddannelsen kan give bedre rammer for kreativitet, og om de studerende tør løbe en risiko ved at afprøve nye ideer. Det må ses som uundværlige elementer for videnskabelige nybrud og hvordan dette hænger sammen med den forholdsvis faste ramme for den danske ph.d.-uddannelse, hvor den studerende på tre år skal undervise, have et miljøskifte og typisk levere tre artikler, der er klar til publikation.
Dette spørgsmål skal ses i sammenhæng med en dansk debat, hvor der udtrykkes bekymring om idékraften og kreativiteten i dansk forskning. Hvis denne bekymring er berettiget, kan årsagerne være manglende rammer for fordybelse samt det store antal af artikler, som afkræves af ph.d.-studerende og yngre forskere. Et øget antal ph.d.-stipendiater per vejleder inden for nogle forskningsmiljøer forringer endvidere muligheden for at få kvalificeret vejledning i forskningshåndværket og for at fremme risikovillige, nybrudsskabende ph.d.-projekter.
Store forskelle på tværs af hovedområder
DFIR vil i dette projekt have fokus på forskellene mellem de videnskabelige hovedområder og beskrive de rammer, karakteristika og udfordringer, der gør sig gældende for hvert af dem. Kigger man på tallene siden 2008, er det særligt sundhedsvidenskab og teknisk videnskab, hvor der har været vækst i antallet af ph.d.-studerende, jf. Figur 1.
I 2023 nåede Danmark et rekordhøjt niveau med 10.052 ph.d.-studerende. Det er på trods af, at humaniora har set en markant nedgang, og at bestanden på samfundsvidenskab er uændret. Sammenholdt med antallet af kandidatstuderende, betyder det at der er langt flere ph.d.-studerende i forhold til antallet af færdiguddannede kandidater inden for særligt sundhedsvidenskab jf. figur 2.
Der er også markante forskelle på tværs af hovedområderne i forhold til køn, ekstern finansiering, efterfølgende beskæftigelse og afbrudte ph.d.-forløb. Samlet vurderer DFIR, at det er afgørende at have fokus på forskellene mellem hovedområderne i forhold til udvikling af anbefalinger til justering af den danske ph.d.-uddannelse.
DFIR vil gerne i dialog med eventuelle forskningsgrupper eller andre, der arbejder med ph.d.-uddannelserne i nordisk regi. Interessenter er velkomne til at kontakte sekretariatet.
Litteraturliste
- DFIR (2024). Forskningsinformeret velfærdsinnovation i kommunerne.
- DI (2025). ”Fra ph.d. til erhvervsliv”.
- Kraka (2023). Ph.d.-uddannelsen er en god investering.
- Uddannelses- og Forskningsministeriet (2017). Ph.d.-uddannelsens kvalitet og relevans.
Hovedfoto: Campus Aalborg. Foto: AAU .