Forskning

Det Frie Forskningsråd er evalueret: – Vores fornemste opgave er at finansiere forskerinitierede projekter.

Det Frie Forskningsråd finansierer forskning af meget høj kvalitet, og det spiller en vigtig rolle i det danske forskningslandskab. Det konkluderer en ny evaluering foretaget af et internationalt ekspertpanel. Panelet peger dog også på væsentlige udfordringer for rådet og for dansk forskning som sådan.
ANNE KIRSTINE MUNK CHRISTIANSEN, FREELANCEJOURNALIST
annemunk@gmail.com

«Det kan jo næsten ikke være mere rosende,» siger en tilfreds næstformand for Det Frie Forskningsråd (DFF), professor Merete Fredholm, om den evalueringsrapport, som blev offentliggjort 7. november 2014. «Vi er glade for, at det så tydeligt fremgår, at Det Frie Forskningsråd har en stor del af æren for, at danske forskere figurerer så højt internationalt.» Evalueringsrapporten konkluderer, at den danske forskningsfinansieringsstruktur er sund og velfungerende, og at DFF spiller en væsentlig rolle som finansieringsorgan for fremragende forskning.

Hemmeligheden bag dansk forsknings generelt høje kvalitet har tidligere været diskuteret i nordisk regi, blandt andet i forbindelse med Mats Benners og Gunnar Öquists rapporter om forskningsfødekæderne i de nordiske lande (se Forskningspolitikk, nr. 1/2013). Dansk forskning rangerer bedre end norsk og svensk forskning – blandt andet, påpeger Benner og Öquist, som resultat af dynamikken i den offentlige forskningsfinansiering i Danmark.

Det er imidlertid først med den nye evalueringsrapport, at DFFs bidrag til kvaliteten af dansk forskning bliver tydeliggjort. Evalueringen af Danmarks Grundforskningsfond fra december 2013 viste, at også Grundforskningsfonden støtter forskning af meget høj kvalitet (se Forskningspolitikk, nr. 1, 2014). Fra politisk side har det været foreslået at lægge de to organer sammen, men rapporten anbefaler klart, at de forbliver selvstændige enheder.

Tværrådslig finansiering skal ske af forskningsmæssig nødvendighed
Samtidig med, at rapporten blåstempler dynamikken mellem forskellige finansieringsorganer, peger den dog også på en række udfordringer for dansk forskning generelt og for DFF specifikt.

En af udfordringerne er tværfaglighed. «Historisk har der været store svagheder i forhold til at finansiere forskning på tværs af de faglige råd,» medgiver Merete Fredholm, «og det er stadig en udfordring for os at finde den rigtige måde at gøre det på.»

Siden 2010 har rådet haft et såkaldt matrix-udvalg, hvor formændene for de forskellige faglige råd sammen vurderer de ansøgninger, der går på tværs af fagrådsgrænser. De har dog ikke kompetence til at bevilge midler til projekterne – det foregår stadig i de enkelte fagråd. Fremover vil rådet øremærke en del af sine midler til tværdisciplinær forskning, og det vil nedsætte et ad hoc-udvalg, som skal have en højere grad af faglig tyngde, end tilfældet er i dag. Tanken er, at ad hoc-udvalget selv kan træffe beslutning om uddeling af midler.

Næstformanden understreger, at der ikke skal laves et særligt virkemiddel til tværdisciplinær forskning. «Det er vores fornemste målsætning, at vi finansierer forskerinitieret forskning. Derfor er vi ikke interesseret i at lave en incitamentsstruktur, der belønner forskning, bare fordi den går på tværs af rådene. Det tværdisciplinære skal være noget, der kommer, fordi det er vigtigt for at løse en bestemt interessant problemstilling, og forskningshøjden skal være der for alle involverede discipliner. Det kan ikke nytte noget, at man har et af fagene med sådan lidt på sidelinjen. Faktisk er det ofte det, der får en tværrådslig ansøgning til at falde.»

Nybrud og immobilitet
«Når det er sagt, så mener jeg, man også bør være opmærksom på, at en del af de projekter, der bliver givet i dag inden for de enkelte faglige råd, allerede er genuint tværfaglige,» siger Merete Fredholm. «Inden for mit eget fagområde, husdyrgenetik, ser jeg jo ambitiøse projekter, der for eksempel går på tværs af molekylærgenetik, immunologi, patologi og klinisk forskning. Det stiller store krav til, at man taler sammen på tværs af faggrænser, også selvom det er bevilget af ét fagligt råd.»

Ekspertpanelet anbefaler, at DFF med jævne mellemrum ser på og genovervejer grænserne mellem de forskellige faglige råd. Merete Fredholm fortæller, at bestyrelsen allerede forsøger at have en dialog med forskerne i de enkelte råd for at finde ud af, hvor de forskellige fagområder bevæger sig hen, sådan at rådet følger med i, hvor de forskningsmæssige nybrud sker.

Noget, der ikke bevæger sig så meget i dansk forskning, er imidlertid forskerne selv. Rapporten kritiserer både den danske praksis med at blive på den institution, man får sin ph.d. ved, gennem hele sin forskerkarriere, og den relativt lave internationale mobilitet, som danske forskere har.

«Jamen, det er da lidt beskæmmende, at der er så få danske forskere, der er villige til at tage nogle år i udlandet,» siger Merete Fredholm, «og jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan. Vi kan se, at vores naboland Sverige har en højere grad af mobilitet. Danske ph.d.er bliver relativt sent færdige, og de har ofte nået at stifte familie, inden de er færdige. Det gør det vanskeligere at sende folk ud. Men den barriere er svenskerne bedre til at overkomme, end vi er.»

Køn er en politisk udfordring i Danmark
Et andet væsentligt kritikpunkt i evalueringen er den skæve kønsfordeling i dansk forskning, som også er synlig i uddelingerne fra DFF. Panelet roser rådet for at have igangsat YDUN-programmet, en engangsuddeling i 2014 på 110 mio. kr., som har fået dispensation fra ligestillingsloven, så kvindelige ansøgere kunne foretrækkes frem for mænd, hvis ansøgningerne var lige gode.

Set i forhold til den skæve kønsbalance i dansk forskning mener evalueringspanelet, at det er «utilstrækkeligt og ligefrem vildledende», at YDUN-uddelingen kun foretages en enkelt gang. Til trods for rapportens klare anbefaling om at gøre et virkemiddel som YDUN permanent, og til trods for den overvældende interesse for midlerne – ansøgerne havde en succesrate på 3 procent mod en gennemsnitssuccesrate for DFF på 18 procent – har DFF imidlertid ingen planer om at gøre dette.

«Det er meget tydeligt, at der absolut ikke er politisk opbakning til at videreføre YDUN som virkemiddel,» siger Merete Fredholm. «Vi har faktisk fået rigtig mange tæsk for at udbyde disse midler. Noget af det, vi bliver kritiseret for, også fra politisk side, er, at vi overhovedet har kunnet finde på at lave sådan et program – men særbevillingen til YDUN er jo altså bevilget gennem Folketinget, på et tidspunkt, hvor der var opbakning til det. Det er der ikke længere, må vi erkende.»

Langt, sejt træk
«Hvis man ser det i et større perspektiv, er det jo ganske få midler, vi bruger på det her. Det er et signal fra os om, at vi meget gerne vil forsøge at gøre noget ved problemstillingen,» siger Merete Fredholm. Hun medgiver, at der endnu er et stykke vej til ligelig kønsfordeling blandt DFFs egne medlemmer – og påpeger, at rådet er helt afhængigt af, at universiteterne indstiller dygtige kvinder.

«Når vi mødes med landets rektorer, opfordrer vi dem til også at indstille dygtige kvinder. Det er et langt, sejt træk, der skal til, og vi har brug for, at det også ændrer sig nedefra.»

Vi vil sikre diversiteten
Det, rådet til gengæld kan gøre noget ved, er også fremover at fastholde den talentpleje, som ifølge Merete Fredholm er en af nøglerne til dansk forsknings generelle succes. Hun har været medlem af det svenske forskningsråd FORMAS og har været med til at evaluere projekter for det norske forskningsråd, og hun mener, at det høje niveau i dansk forskning et langt stykke hen ad vejen skyldes det stærke fokus på talentudvikling.

«Derfor vil vi selvfølgelig fastholde vores fokus på talentpleje. Men vi vil også gerne fastholde diversiteten og sikre, at der er midler, der kan søges inden for alle videnskabelige områder, uanset forskerens alder,» understreger Merete Fredholm. «Det er vigtigt, at også etablerede lektorer og adjunkter og professorer kan få midler til mindre projekter, der bygger på gode ideer. Det er også væsentligt, for at vi fortsat kan opretholde et højt forskningsniveau i Danmark.»

Forskningspolitikk 4-2014_boks s. 17

Se evalueringsrapporten på: http://ufm.dk/publikationer/2014/evaluation-of-thedanish-council-for-independent-research