Forskning

Dansk biomedicin under mikroskopet: Positive og negative feedback mekanismer i forskningens belønningssystem

Et nyt dansk studie zoomer ind på de lokale konsekvenser af et ekstremt kompetitivt  biomedicinsk forskningsklima, hvor adgang til eksterne midler efterhånden er et  uomgængeligt overlevelseskrav. Studiet illustrerer, hvordan store bevillinger ikke  blot starter en opadgående spiral for bevillingsmodtagere, men samtidig også øger  presset på forskere inden for nært beslægtede områder. Udviklingen skaber en række  dilemmaer, som udfordrer den traditionelle danske universitetsmodel. 
Alexander Kladakis, forskningsassistent,  Aarhus Universitet  alkl@ps.au.dk 
Kaare Aagaard, seniorforsker,  Aarhus Universitet  ka@ps.au.dk 

Piller
Foto: Top Photo Corporation

Det biomedicinske område fremtræder  globalt som et af videnskabens mest kom- petitive felter. Dette gælder også i Danmark,  hvor en række private fonde i det  seneste årti har uddelt store beløb til udvalgte  forskningsmiljøer. På den ene side fungerer  bevillingerne som en massiv indsprøjtning,  der åbner nye forskningsmæssige mulig- heder. På den anden side ændrer disse bevillinger  også balancerne i fordelinger af  basismidler og andre eksterne midler og  påvirker dermed systemets samlede dynamik.
I studiet indgår to grupper af biomedicinske  forskere med vidt forskellige finansieringsmæssige  vilkår. Hvor den ene gruppe  forskere befinder sig på et klassisk  universitetsinstitut drevet af basismidler  og mindre eksterne bevillinger, indgår forskerne  i den anden gruppe i forskningscentre oprettet på to meget store tiårige bevillinger  doneret af en privat fond.
Et nærstudie af vilkår og arbejdsbetingelser  for disse grupper, hvor flere bogstaveligt  talt sidder dør om dør, giver indsigt i  oplevelsen af de effekter, store bevillinger  kan have. Det biomedicinske område, der  her kan ses som en ekstrem eksponent for  nogle generelle finansieringstendenser, kan  dermed bidrage til at synliggøre nogle  principielle problemstillinger, som vanskeligere  lader sig observere på andre områder.
Centerforskere i opadgående spiral
«Jeg vil sige, at vi er ret forkælede heroppe,  fordi vi har en rigtig fin centerbevilling.  I og med, at vi også har mange EU-projekter og en del projekter fra private (..) har vi  den luksus, at vi egentlig bare, hvis vi kommer  op med en god idé, kan gå i laboratoriet  og gå i gang.» (Centerforsker) 
For centerforskerne omsættes adgangen  til ressourcer effektivt til forsknings-output,  som efterfølgende øger mulighederne for  at hjemtage yderligere eksterne midler. Som  flere af forskerne fremhæver, er en stor centerbevilling dermed ikke blot en billet til at  udføre spændende forskning, men i mindst  lige så høj grad et aktiv i den skærpede  konkurrence om yderligere bevillinger.
Som en centerforsker formulerer det:  «Vi har aldrig modtaget så mange penge,  som vi får nu. Både fordi vi har et ret  stærkt forskningsmiljø, og fordi vi kan definere  nogle forskningsspørgsmål, som vi  ikke har kunnet før (..) har vi et stykke hen  ad vejen kunnet få noget ekstra funding.»
Det gælder ligeledes her, at gruppelederne  på centrene blandt andet er blevet  rekrutteret på baggrund af deres bevillingsmæssige  historik. Dermed er både centerbevillingen, den kumulative effekt af både  tidligere og efterfølgende bevillinger og  mulighederne for at formulere og gennemføre mere ambitiøse projekter med til at  skabe en opadgående spiral.
Institutforskere under voksende pres
«Vi er længere om at få vores publikationer ud (..) og vi har færre penge. Man bliver mere og mere hægtet af i forhold til  dem, der bare stormer derudad.»  (Institutforsker)
Den modsatte tendens gør sig til  gengæld gældende for de interviewede institutforskere,  som enten arbejder individuelt  eller i mindre forskningsgrupper og ikke  længere har det økonomiske fundament til  omkostningstunge forskningsaktiviteter.
Der er her en oplevelse af voksende  vanskeligheder med at hamle op med centerforskernes publikationslister, hvilket hæmmer mulighederne for at skaffe ny finansiering:
«Det er først nu, at det begynder at gå  op for folk, at der simpelthen ikke er nogen  penge at få,» siger en institutforsker.
Et gennemgående udsagn blandt institutforskerne er således, at det inden for flere  forskningsfelter snart ikke længere er muligt  at opretholde forskningsaktivitet i det hele  taget.
«Hvis ikke, du arbejder inden for fedme,  diabetes eller aldring eller lignende, så  er det rigtigt svært at skaffe penge.»  (Institutforsker) 
Oplevelsen hos denne gruppe er således,  at det i højere grad er området, man  arbejder indenfor, end kvaliteten af arbejdet, der determinerer mulighederne.
På vej mod rene undervisningsstillinger? 
«Der er opstået lidt et A-hold og et B-hold,  hvor A-holdet set herindefra er dem, der  sidder i centrene. Os andre, der ikke har  pengene, er dem, der tager rigtigt, rigtigt  meget undervisning, og det giver os mindre  tid til at lave forskning. Så jo færre penge,  jeg har, jo mindre tid jeg har til forskning,  jo mere sakker jeg jo bagud. Og undervisning  bliver ikke belønnet.»  (Institutforsker) 
Mange af forskerne ser dette som en udvikling, der grundlæggende truer princippet  om den forskningsbaserede undervisning.
En institutforsker formulerer det på  denne måde: «Hvis ikke vi passer på dem  [forskerne som tidligere har drevet forskning  på et lille budget], skal vi til at have  rene undervisningsstillinger og rene forskerstillinger.  Det er her hele diskussionen om  forskningsbaseret undervisning bliver så  problematisk.»
Særligt for de individuelt baserede institutforskere  rejser denne udvikling et afgørende  spørgsmål om deres fremtid: «Det er jo spændende at se, hvad der sker, når vi  er løbet tør for penge?» (Institutforsker)
Flere ser i den sammenhæng en risiko  for at deres stilling på sigt kommer til at  ligne en gymnasielærers. Som en institutforsker siger:
«Man kan jo godt spørge, om det i virkeligheden er i samfundets interesse? Hvis  jeg ikke kan lave forskning, så kan man  ligeså godt ansætte en gymnasielærer. [Den  forskningsbaserede undervisning] kræver  jo, at vi har ressourcerne til at lave aktiv  forskning.»
Problemet er ikke  centerbevillingerne isoleret set
På tværs af respondenterne synes der at  være enighed om, at centerbevillingerne i  sig selv er en klar gevinst for forskningen,  men at der er nogle afledte effekter, som  bør adresseres.
Problemstillingerne er imidlertid komplekse  og hænger både sammen med faldende  basisbevillinger per fastansat forsker,  stigende konkurrenceudsættelse, faldende  succesrater i fondene samt fremvæksten af  centerkonstruktioner etableret på forudsætninger  om medfinansiering og hjem- hentning af yderligere eksterne bevillinger.
Som en centerforsker formulerer det:  «[At] fondene går ind og støtter nogle centre,  så de bliver etableret er fint. Men der mangler efterfølgende support på de centre, og det  gør, at vi stadig har behov for at søge de nationale midler. Det presser både os, men  det presser jo også alle andre forskere.»
Diskussionerne kompliceres yderligere af, at det i praksis er særdeles vanskeligt at vurdere, om forskellene i vilkår er  resultatet af kvalitetsforskelle i forskningen,  eller snarere kan tilskrives selvforstærkende  dynamikker, som ikke primært  lader sig forklare ud fra meritokratiske  modeller.
Konsekvensen er under alle omstændigheder,  at eksterne prioriteringer indirekte  bidrager til en udtynding af samfundsmæssigt  væsentlige forskningsområder, som  ikke umiddelbart falder ind under fondenes  satsningsområder.
Balancering af  delvist modsatrettede hensyn
Uanset årsagerne til de observerede tendenser  peger studiet på et reelt dilemma:
På den ene side argumenteres der for  betydningen af at have stærke spydspidsmiljøer, der kan generere positive spill over effekter og samtidig sikre international  konkurrencedygtighed.
På den anden side er det også åbenbart, at store eksterne bevillinger aktuelt  indgår i samspil med forskningssystemets  øvrige finansierings- og belønningsmekanismer  på måder, der kan udfordre andre  bredere hensyn.
Det, der for udvalgte grupper bliver selvforstærkende positive feedback mekanismer,  kan for forskere inden for nært  beslægtede områder starte en nedadgående  spiral, der på sigt ikke blot truer  fundamentet for den forskningsbaserede  undervisning, men også kan udtynde det  generelle vidensberedskab og det brede vækstlag.
Fra et forskningspolitisk perspektiv  bør det derfor overvejes, om der er tilstrækkelig opmærksomhed på store bevillingers  systemiske effekter. Selv om denne  type bevillinger givetvis skaber rigtigt  gode forskningsmæssige resultater, er  det et åbent spørgsmål, om samspillet  mellem de forskellige typer af finansieringsmekanismer  i øjeblikket er fint nok kalibreret til, at der både skabes positive områdespecifikke dynamikker og sikres en  understøttelse af systemets samlede hensyn.
Artiklen baserer sig på Alexander Kladakis’ speciale: Navigating Academia: How research funding shapes the conditions  of scientists and the epistemic properties  of research. – A case study of biomedical  scientists at the University of Copenhagen.